Det er hårdt
at arbejde med sten. Den er tung at bakse med og vil man ændre dens udseende, må der kræfter til. Muskelkraften er i mange tilfælde afløst af maskinkraft. Hvad der for blot 50 år siden var et håndværk, det kunne tage år at blive oplært i, er i dag afløst af få ugers oplæring ved en maskine.
Der er ikke længere så stor brug for ting, lavet af sten, som tidligere. Det tager tid og kræver energi at lave stenen til og begge dele koster i dag flere penge, end det kostede tidligere. Ligesom andre steder er naturmaterialet blevet afløst af menneskeskabte materialer. Plastik har afløst træ og beton og asfalt har afløst sten. I begge tilfælde er gamle traditioner i løbet af et par generationer nærmest glemt.
Rundt omkring på Bornholm ligger store og små huller i landskabet. De fortæller, at der engang har været mennesker, der tjente til livet ved at arbejde med stenen. Det er svært at forestille sig, hvordan virkeligheden har været for disse mennesker. Går man rundt i hullet, rejser der sig mange spørgsmål.
Overflyvningsbillede af Moseløkken Stenbrud.
Det var meget almindeligt, at sønnen begyndte at arbejde samme sted som sin far. Allerede som ganske små blev de sendt i stenbruddet med mad eller kaffe til deres far. Der fandtes jo ikke termoflasker dengang, så man kom kaffen i en almindelig glasflaske og svøbte nogle klude omkring. Man var “kaffehorra”. (“horra” er det bornholmske ord for dreng).
Sådan blev man stenarbejder
Tidligere var det ikke svært at blive stenarbejder. Det gik ofte helt af sig selv. For der var som regel ikke andet arbejde at få i nærheden. På Bornholm har man gennem generationer kunnet leve af landbrug og fiskeri. Men de mennesker, der blev stenarbejdere havde sjældent mere end en lille stump jord, hvor de kunne dyrke det nødvendigste. For at tjene penge til føden måtte de så hjælpe til på andre gårde eller i fiskeriet. Men når der ikke var brug for dem her, var der kun ”stenen” tilbage. Arbejdet med stenen kom derfor i første række.
Det var det, der skulle give den vigtigste indtægt. Stenhuggerne var derfor nødt til at søge arbejde i de stenbrud, hvor der var arbejde at få. Og det var ikke altid lige i nærheden. Man var tit nødt til at gå langt for at nå frem til arbejdspladsen, og når der så ikke var arbejde længere her, måtte man så søge arbejde i brud andre steder på øen.
Børnearbejdere
Det var meget almindeligt, at sønnen begyndte at arbejde samme sted som sin far. Allerede som ganske små blev de sendt i stenbruddet med mad eller kaffe til deres far. Mens faren holdt pause, var det meget naturligt at sønnen fik stukket en hammer i hånden og lavede kilehuller. Sådan er mange nok startet, og de fortsatte så i sommerperioden, hvor der ikke var skolegang eller om formiddagen, hvis der var undervisning om eftermiddagen. På den måde kunne familiens indtægt blive lidt større, og det trængte den også til.
Svenskere og italienere
Ved siden af de bornholmske arbejdere har der i perioder arbejdet både svenske og italienske arbejdere. De italienske arbejdere blev hentet herop for at lære de bornholmske arbejdere at bruge spidsmejsel i stedet for pikkert. De svenske arbejdere kom hertil af sig selv. De kom
fordi der var fattigdom og arbejdsløshed i Sverige. De der havde lidt penge emigrerede til USA og de fattigste tog til Bornholm. De svenske og italienske arbejdere havde meget længere tids erfaring med stenarbejdet end bornholmerne.
I perioden omkring år 1900 var der mange svenske arbejdere, som enten arbejdede på Bornholm for en sæson eller bosatte sig her. De kom
især til Nordbornholm og fik stor indflydelse. Det ses bl.a. af den lokale dialektsom kaldes Sandvigsvensk eller Hammersvensk.
Stenhuggere i Hammerværket sidder og får sig en velfortjent pause.
Boresang:
For ut i Ohio levede engang ; en kulsort lille niggerdreng
han var så fornøjet han sang; han sprang til træt han gik i seng.
Jim John Dixon; og derfor kom han vidt.
Stenarbejder er mange ting
Ikke alle stenarbejdere lavede det samme arbejde. I et stenbrud og på en huggebane var der forskelligt arbejde, og arbejderne var derfor inddelt i forskellige grupper. Ligesom inden for andre erhverv deles arbejderne op i to store grupper: de ufaglærte og de faglærte. De ufaglærte behøver ikke nogen særlig uddannelse for at udføre deres arbejde. De faglærte har en uddannelse: de har stået i lære.
Borere
Før man kunne sprænge en klippeblok fri, måtte der bores huller til sprængstoffet. Før 1930-erne var trykluftboremaskiner ikke almindelige, så da måtte man bruge håndkraft. Som bor brugte man en lang jernstang med stjerneformet spids. To mand slog skiftevis på boret med store hamre. En tredje mand holdt boret – og drejede det en kvart omgang efter hvert slag. Når boret var kommet et stykke ned hoppede det af sig selv. Så kunne alle tre slå uden at der blev holdt. Ved at fylde vand i hullet blev den ituslåede klippe – “stenmelet” – skyllet op. Det sprøjtede hver gang man slog – så man bandt en klud om boret for ikke at få boreslam i hovedet. De tre arbejdere skulle kende hinanden godt, da der skulle arbejdes hurtigt og i takt. For at få den rigtige rytme sang de højt mens deres 6 kg tunge hamre dansede i luften. En borer blev lønnet på akkord. Det vil sige, at han fik sin løn efter det antal meter, der blev boret.
Kjættere og kløvere
Når blokken var blevet sprængt fri skulle den slæbes hen til kløverne, som arbejdede et stykke derfra. Dette arbejde blev udført med en kran, der løftede blokken i en kæde. Til dette arbejde havde man nogle folk, der blev kaldt “kjættere”. De lagde en kæde omkring blokkene. Ligesom borerne og kjætterne var kløverne ufaglærte arbejdere. Deres job var meget fysisk anstrengende. Især før kilemaskinen, en slags lufthammer blev indført omkring 1930. Før da måtte de lave kilehullerne med en pikkert eller hammer og mejsel. Først skulle kløveren lave et antal kilehuller i blokken. Dette arbejde krævede, at kløveren havde et godt kendskab til hvor stenen kunne flækkes. Når kløveren havde lavet kilehullerne kom han kilejern og kiler i hullerne og flækkede blokken med en kilehammer. Kløveren kunne flække blokke, der blev leveret videre til brostenshuggeren, kantstenshuggeren eller faldhammeren. Kløveren kunne også lave ros. Ros er sten, der blev brugt til dæmnings eller kanalbyggeri. Kløverne var enten på timeløn eller fik deres løn efter, hvor meget kantstenshuggeren havde lavet. Altså en fællesakkord.
Kilejern og kiler er sat på plads i hullerne, og den kan nu flækkes med en kilehammer.
Huggeskurene hvor brosten og kantsten blev udhugget.
Brostens- og kantstenshuggere
Brostens- og kantstenshuggerne arbejdede ikke nede i stenbruddet, men ved et huggeskur, der lå oven for bruddet. Foruden et huggeskur bestod deres arbejdsplads af en tønde fyldt med skærver og stenmel. Heri kunne stenen ligge godt, mens de huggede. Desuden havde de forskelligt håndværktøj. Brostens- og kantstenshuggerne fik granitblokke bragt op fra bruddet, og de huggede så blokkene i de ganske bestemte mål, som brosten og kantsten skulle have. Nogle få stod i lære som brostenshuggere, men de fleste lærte sig selv op. Det samme gjaldt for kantstenshuggerne. Men officielt dvs i overenskomsten stod man i lære i ca. 2 år og havde 3mdr. prøvetid.
Lønnen var akkord. Man blev aflønnet efter hvor mange kvadratmeter brosten, man havde produceret. Man havde et gennemsnit, der sagde at en brostenshugger kunne klare 100 sten om dagen. Kantstenshuggeren blev aflønnet efter hvor mange meter kantsten han havde lavet, hvis man lagde dem i forlængelse af hinanden. Her var gennemsnittet 12 meter.
Faldhammer
Chaussesten er mindre brosten. Når de skulle laves brugte man som regel en faldhammer. Arbejdet ved en faldhammer er mekaniseret og erstatter brostenshuggerens arbejdsform. Faldhammeren var maskinen, der udførte det tunge arbejde nemlig at slå på stenen. Arbejderen ved faldhammeren fik, ligesom brostenshuggeren leveret granitblokke i passende størrelser. Og ligesom brostenshuggeren arbejdede han uden for bruddet. En arbejder ved en faldhammer stod også i lære, men ikke så længe som de andre. Selv om maskinen gjorde det tungeste arbejde, var det hårdt for ryggen at stå ved faldhammeren.
Man løb også en risiko for at få skadet sine ører, da larmen fra slaget var stor. Arbejdet var akkordlønnet og man afregnede efter kvadratmeter, fordi l kvadratmeter, chaussesten er det samme som 100 sten. Hvis en arbejder gik til den kunne han komme op på at slå ca. 3000 sten pá en arbejdsdag. Der blev fortsat lavet mange chaussesten med håndværktøj for det var mange steder man ikke havde råd til at købe en faldhammer. Lønnen var til gengæld lidt højere.
Faldhammerne bliver brugt til at lave chaussesten. Hvis en arbejder gik til den, kunne han komme op på 3000 sten på en arbejdsdag.
Hvis stenhuggeren var uheldig, så der gik et hjørne af den sten, han huggede på, måtte han begynde forfra, uden at få en krone for det arbejde, der var gjort.
Stenhuggerne
Stenhuggerne var de faglærte stenarbejdere, der havde stået længst i lære, nemlig 4 år. Stenhuggerne fik leveret passende blokke og deres arbejde bestod så i at hugge blokken ud til f.eks en gravsten, et monument eller vinduespartiet til et hus. Stenhuggerens arbejde tog lang tid. Lønnen blev aftalt fra opgave til opgave. Når formanden kom med en arbejdstegning til stenhuggeren måtte de forhandle sig til en fast huggepris. Hvor mange timer stenhuggeren sà måtte bruge var op til ham selv.
Stor risiko
Det var tit svært at vurdere, hvor god blokken var at hugge i. Hvis stenhuggeren var uheldig, så der gik et hjørne af den sten, han huggede på, måtte han begynde forfra, uden at få en krone for det arbejde, der var gjort. Hvis han kunne vise formanden, at stenen havde en skjult fejl, fik han måske erstatning. Nogle stenhuggermestre skal efter sigende have forlangt erstatning hvis en stenhugger “ødelagde” hans stenblok. Der går en historie om en stenhugger, hvis sten snød ham. Efter flere ugers arbejde gik den i stykker. Stenhuggeren afleverede sit værktøj og gik sin vej. Han satte aldrig mere sine ben i et stenhuggeri. I stedet oprettede han en skomagerforretning i Rønne og det var så en selvfølge, at de andre stenhuggere handlede her.
Stenhuggerne opfattede sig selv som de fineste stenarbejdere. Man har sagt at de var stenarbejdets adel. Der var også – i hvert fald i ældre tid – stor forskel på dem og de andre i det daglige arbejde. Stenhuggerne havde deres egen fagforening og de ville ikke spise sammen med de andre på arbejdspladsen. Det kunne også være svært at få stenhuggerne til at overholde de lønaftaler, som fagforbundet havde aftalt med arbejdsgiverne.
Nutidens stenbrydning
Nutidens stenbrydning er blevet overtaget af maskinerne. Her viser Warny Delgren os hvordan en brydning foregår anno 2015.
Bearbejdning af granit
Warny Delgren viser her hvordan granitten bearbejdes hos Zurface i Rønne.
Bog: “Hårdt Som Sten”
Poul Ellehøj har skrevet bogen “Hårdt som sten”, som fortæller om den bornholmske stenbrydnings-historie. Bogen kan du downloade her i PDF format. Den kan også købes i fysisk form på museet, eller ved at kontakte Poul Ellehøj. Pris: 50kr.